Søndagens prædiken

jan 1, 2019

Nytår 1 januar 2019

402, 386, 586 – 713, 439, 712.

Lukas 2, 21.

Først godt nytår! Nogle kan måske smile lidt af, at der skal prædikes over ét enkeltvers i dagens anledning, men med dette vers er vi faktisk dybt nede i det teologiske maskinrum, i hvert fald ifølge Paulus, og evangelisten Lukas er tæt knyttet til Paulus, som var den første kristne skribent. For i og med at Jesus bliver omskåret på 8. dagen efter sin fødsel, er Han som enhver anden jøde underlagt Moseloven og lever dermed under den daværende verdens vilkår i jødisk regi. Pointen må være, at Jesus var underlagt samme vilkår som ethvert andet barn af datiden. Han er helt menneske og ikke blot en tilsynekomst.

Men der er en del lag i det her, og jeg skal prøve at fatte mig i korthed – også med henblik på at diskutere omskærelsen, som vitterligt er blevet et politisk problem. Man skulle ikke tro det, men det er det. Men først omskærelsen efter Paulus´ vinkel:

Ifølge Paulus er omskærelsen tegnet på, at den omskårne er underlagt Guds lov i Moselovens udgave, men ifølge samme Paulus er omskærelsen ikke nødvendig længere, for Loven var indtil Kristi komme ment som en ’opdrager’, men den er overflødiggjort ved troen på Kristus, som er frihedens tegn og løfte. Først var Loven til som Guds opdrager af mennesket, så kom Kristus til som Guds kærlighed til mennesket. For Paulus er mennesket gået fra at være under tugtemester til at være under tilgivelsens tagn. Før skulle mennesket opføre sig ordentligt ifølge Guds opdragelse, nu skulle mennesket føle friheden ved at tro sine synders forladelse. Paulus vil påpege splittet mellem kontant adfærd og følelsen af frihed ved at være elsket.

I forhold til klassisk jødedom var det et mentalt og intellektuelt tigerspring, Paulus dermed foretog, for den for Gud velbehagelige adfærd blev erstattet med troens tillid til overbærenhed. Man kan også sige det sådan, at jøden vandrer for Guds åsyn – det gør den kristne også, men den kristne forventer Guds frelse ved den himmelske Kristus, der skal ’komme igen at dømme levende og døde’. Jødedom er i sin grundvold en adfærdsreligion, kristendommen en frelsesreligion, men på selvsamme grundlag. Men netop fordi den kristne adfærd ikke er så stram, ville Paulus blæse højt og flot på omskærelsen, spisereglerne, sabbatsoverholdelsen og tilsvarende regelsæt – som vel kunne være nyttige men ikke nødvendige, for frelsen venter den Kristustroende forude. Der blev lagt et forjættelsens, løftets, længslens perspektiv ind, hvilket relativiserede ethvert normsæt. På den måde kom den kristne verden af med omskærelsen, spisereglerne og lignende af Gud foranstaltede ordninger. Paulus løftede Kristustroen op fra en være en jødisk gruppering til et universelt tankesæt om forholdet mellem mennesket og Gud.

Til gengæld sidder omskærelsen meget dybt i den jødiske bevidsthed og siden i den muslimske, ligesom den er hovedbestanddelen i den pagt, Abraham indgår med Gud om land og børn. Omskærelsen er pagtstegnet – at du hører til her eller hos os. Omskærelsen synes at have to teologiske rødder, som supplerer hinanden, indgår i 1. Mosebog, og som er udfoldet af Thomas Mann. Men forud for en sådan teologisk eller religiøs tolkning af omskærelsen bør man lige have in mente, at omskærelse synes at have været helt almindelig i førantikke samfund, uden at man har tillagt den en særlig betydning, ligesom man i moderne tid har registreret, at omskærelse har været eller er meget udbredt i Amerika, igen uden at angive særlige grunde. Men grundene kan være hygiejniske samt være en opfattelse af forhudens unødvendige gener. Det fortaber sig.

Men der er næppe nogen tvivl om, at traditionen efter Abraham har tillagt omskærelsen en særlig ’mystisk’ betydning, og det er den første rod. Betydningen er, at omskærelsen er et troskabstegn mellem manden og hans Gud. Mann kalder den ligefrem ’ægteskabsringen’, og netop fordi den skæres på mandens intimeste del er den et troskabstegn mellem et ’jeg’ og et ’du’ inden for det følelsesregister, ægteskabet indeholder – nemlig troskab og tillid mellem én gud, Den højeste og Eneste, og ét menneske, der ikke forleder sig selv til at have andre guder eller andre tilbedelsesformer.

Den anden rod er ofringen. Ofringer af både dyr og mennesker var fuldstændig almindelige i de ældste samfund, og mennesker gennemførte ofringer for at sikre sig i en højst usikker verden. De gjaldt om gudens eller gudernes bevågenhed under samfundsforer, hvor der ingen sikkerhed var. Vi andre betaler jo dog også vores forsikringer – også selv om uheldet er ude. Ofringerne har i et religionshistorisk perspektiv været gældende for sikkerhedsstillelse. En af de berømteste menneskeofringer forekommer i 1. Mosebog, hvor Abraham føler sig nødsaget til at ofre sin ægtefødte søn, Isak, til Gud , men der kommer kontraordre ovenfra, og sammen ofrer far og søn en vædder som et ’erstatningsoffer’. Dyret kan træde i stedet for mennesket. Og dét er nok i sig selv en civilisatorisk tankegang, at man som menneskehed kommer ud over menneskeofringerne og kan erstatte dem med dyreofringer. Men faktisk er der belæg i den bibelske tekst for at læse omskærelsen tilsvarende, for i et par dunkle vers i 2. Mosebog 4, kommer Herren – det er Gud – efter Moses om natten for at dræbe ham, men Moses’ kone Zippora griber ind ved at gribe deres lille søn, omskære ham og kaste forhuden efter væsnets kønsdele, hvorpå Dræberen trækker sig. Zippora kalder ham for ’blodbrudgom’, og teksten henviser direkte til omskærelsen. Men her er omskærelsen altså også et ’erstatningsoffer’, idet guddommen lader sig nøje med forhuden.

Hvad der er rigtigt eller forkert her, kan ikke afgøres. Måske handler det fra min side kun om at indkredse dybden i den betydning, den abrahamistiske tradition har tillagt omskærelsen, og som opretholdes den dag i dag. Den er i hvert fald et pagtstegn af uomgåelig betydning, hvis man er jøde eller muslim. Men det er heller ikke svært at lave en kristologisk pointe, for Kristus blev – ud over selv at være omskåret – til den hele menneskeofring i kraft af sin korsfæstelse. Denne menneskeofring, hvor Gud gør det, tolker Paulus som ’det sidste blodige offer’ – herefter skal der hverken ofres mennesker eller dyr, højst hjertets taknemlighed over Guds gode vilje.

Men ideen om ofringen fører vi videre, om end i en noget mere civiliseret udgave. Men Kristus fremstilles i evangelielitteraturen netop som ’Guds lam’, ligesom ’Han er påskelammet, der slagtes’, hvorved menneske og dyr glider over i hinanden – men netop videreføres under andre og mere tilgængelige former, nemlig som brødet og vinen ved nadverbordet, hvor præsten omhyggeligt siger, at brødet er ’Hans legeme’ og vinen er Hans ’blod’. Så erstatningen er gennemført til Guds gode gaver – brødet til næring for verden og vinen til opløftelse af verden.

Så vi er – i princippet – kommet ud over det egentlige blodoffer og må faktisk takke Paulus for det. For han satte den kristne eftertid ud over omskærelsen, ud over regelbundetheden og ud over blodofferet – og satte i stedet et hjertets offer over den godhed, Gud har vist os, ved vi kan kalde os selv Guds børn og er døbt til at være det.

Så jeg synes nok, at man skal lade være med at dunke jøder og muslimer oven i hovedet med, at de må og skal omskære deres drengebørn. Hvis de vil være sig selv og tro mod deres tradition, bliver de nødt til det – vi kan bare takke den kristne tradition for, at vi ikke er under dette krav. Men at føre Menneske-rettighederne i marken i samme sag er blot at indføre en verdslig gud, der giver os et andet påbud og ikke kender til tolerance. Så mit nytårsønske er, at vi i hvert fald véd, hvad vi taler om – og det er fromt ment på en verdslig helligdag som Nytårsdag. Så godt nytår – vi skal kunne være her alle sammen. Amen.