Søndagens prædiken

dec 26, 2018

2 juledag 26 december 2018

 

125, 96, 114 – 122, 117, 121.

Mattæus 23, 34-39.

For en del er julen ophørt juleaften kl. 23, når bedsteforældrene er sendt hjem, og de unge mennesker gået i byen, men for de mere traditionsfikserede – som mig og mine – er den kun overgået til sit mere rolige leje og tager hellig tre konger med. Men man skal være fortrolig med kirkens tekstrækker for ligesom at forstå, at anden juledag, 26. dec., faktisk er et urgammel indskud i julefesten og intet har med jul at gøre. Udover påskedag så er 26. dec. siden oldkirkens dage en helligdag, Sct. Stefans dag, martyrdagen, hvor drabet på den hellige Stefan markeres. Sagen er, at den tidlige kristendom – klart nok – havde det med at fejre sine martyrer. Stefan var den første i rækken, og hans helgendag 26. dec. Først langt senere kom julen til, for man begyndte først at fejre Jesu fødsel, da kirken havde fået magt, som den havde agt, og vi skal op i 400-tallet. Og når Jesu fødselsdag blev sat til 25. dec. – at vi fejrer den d. 24. er en senere, tysk tradition – skyldtes det antagelig et politisk hensyn: Man ville gerne fejre Herrens fødselsdag sammen med solhverv og det romerske nytår, vores nytår, lysets og det nye komme. Den kæmpende kirke havde sine martyrer, den sejrende kirke havde sin Herre. Og så blev Stefansdagen noget fortrængt, men det tjener dog den kirkelige tradition til ære, at man var tro mod den og bevarede dens tekster, som er blodige og ikke just julede.

Men en sådan 2. juledag kan jeg ikke lade være med at vælge julesalmer, for de er mange og gode, men jeg har dog valgt blandt de mere vemodige, ligesom dagens prædikentekst unægtelig har sin vemodige tone i anledning af al det retfærdige blod, der er udgydt siden Abels dage og frem til nu. Og så spiller byen Jerusalem en fremtrædende rolle, og teksten synes at henvis til dens ødelæggelse i år 70 efter vores tidsregning, hvor romerne med et tydeligt besvær endelig og definitivt fik afsluttet det jødiske oprør mod Rom. Det blev til den jødiske diaspora, adspredelse, hvor enhver jøde, hvor han eller hun end var, hilste hinanden med formuleringen: Næste år Jerusalem! Det lykkedes efter små 1900 år, hvilket viser noget om den jødiske religiøst definerede identitet, som stædigt overlevede alt. Men denne splittelse efter år 70 aftegnede sig antagelig også i konflikter mellem klassiske jøder og så de jødekristne, og så forfølger vi hinanden fra synagoge til synagoge. Så der er fortsat meget blod i det.

Men jeg vil gerne tage fat i martyren, en person og skikkelse, der unægtelig har fået ny betydning i disse terrortider. Ordet martyr betyder ’blodvidne’, hvorfor martyren ofrer sit blod i en tjeneste eller i en hensigt. Men det er en kæmpende figur, hvorfor andres vinkling af personen uvægerligt vil være en stillingtagen til formålet – mellem frihedskæmper og terrorist, mellem ven og fjende, mellem helt og skurk – eller bølle, om man vil. Så martyrens blod er i hvert fald stridens blod både for martyren selv og for dem, der kigger på og afgør berettigelsen. Den næste skelnen – og den synes moderne – er om martyren kan gælde for énmandskriger, der under en eller anden henvisning ikke blot ofrer sit eget blod men også andres blod. Mange af de aktioner, vi har oplevet de senere år, har denne karakter: At én mand eller få mænd ud over deres egen død også foranstalter et massivt blodbad på sagesløse, en krigsførelse, der i hvert fald mangler ære – mildt sagt.

At man skulle kunne hverve martyrer med en himmelsk gulerod i form af smukke jomfruer eller paradisets lyksaligheder, tvivler jeg på. Der er for meget på spil end simpel lokkemads virkning. Man skal som potentiel martyr være i en tjeneste, i en sag, i en sammenhæng, der er større end én selv – og som kalder. Dét er et forhold, som mange gustne religiøse, åndelige og politiske ledere udmærket kan udnytte, for i al deres professionalisme kan de udnytte den afhængighed, deres tilhængere står i. Det er et helt almindeligt kendetegn ved alle mulige åndelige og politiske bevægelser, at man appellerer til sine tilhængere, om de er med – eller ikke med. Er du indenfor i varmen eller er du ude udenfor - i kulden? Det kendes ikke mindst blandt alle sekt-dannelser, kult-personligheder, folkeforførere og den slags og de kan alle på hver deres diskrete måde være farlige. For de udnytter andre til eget formål under storheds skalkeskjul.

Men jeg må lige komme med ét eksempel på martyriet, der gjorde et stort indtryk på mig – som mange andre – tilbage i august 1968. Tropper fra Warscawa-pagten rykkede ind i Prag og kvalte det såkaldte ’tjekkiske’ forår. Få dage efter gik en enlig student ned på den centrale plads i byen, udstyret med en benzindunk, hældte væsken over sig, satte en tændstik til og gik til som en levende fakkel. Helt frem til opblødningen af regimet i 1992 lå der blomster og var tændt lys på hans dødssted som en stille, kollektiv og folkelig protest mod styret – og alle forsøg fra regimets side for at komme af med denne demonstration mislykkedes. I dag – langt senere – er stedet dog markeret som en del af den tjekkiske erindring, om end mindeblomsterne og lys forsvandt med regimets fald. Han hed Jan Palach. Ingen vidste dengang af ham men berømt blev han for en periode.

Så i alt: Der findes gode martyrer og onde martyrer. Der findes de berømte og så alle dem, der blev taget af glemslen, og det er de fleste. Der findes de besatte martyrer og dem, der bevidst ser ind i døden. Der er dem, der går enegang, og så er der dem, der skal bringe andre med sig i faldet. Jeg tør ikke afgøre det – eller kan ikke.

Men udsætter man martyriet for en normal tankegang, så skal der noget til for at man sætter sit liv over styr. Og her kunne man forestille sig normal-tankegangen som dobbelt. Giver martyriet mening eller giver det betydning? Vores naturvidenskabelige tankegang, som er en kausalitetstænkning kan næppe se megen mening i noget som helst martyrium – det skulle da højst være som syndebukstankegang, for så er offeret anerkendt til alles bedste. De mange, mange faldne i ligeså mange krige er egentlig anerkendt inden for denne tankestruktur, for talemåden ’at de ikke døde forgæves’ begrunder og forklarer de mange ofre. Så forsoner man sig med, at man sendte de unge mænd i krig. Men denne kollektive ’meningen med det hele’ – tankegang dækker næppe ofrenes egen oplevelse.

Jeg tror, at det er sådan, at martyren som enkeltperson står helt alene men netop ikke søger mening – snarere søger betydning. At det, jeg gør, er ultimativt betydningstungt – og derfor gør jeg det. Det er nødvendigt. Hvorfor? – det fortaber sig, da martyriet i sig selv ikke efterlader sig noget motiv men påkalder sig en fortolkning – og den fortolkning er så de levende mestre for. Og den falder højst forskelligt ud.

Men martyren over alle martyrer er Jesus af Nasareth, som blev syndebukken, den ’der bar alverdens synd’. Han gik øjensynligt med åbne øjne lige ind i døden, og eftertiden tolkede Hans død som Guds offer til menneskene. Hvis ikke Paulus og andre havde gjort det, var hans død hurtigt gået over i glemslen. Den næste i rækken er antagelig Stefan, der inde i stridens øje betalte med sit liv og påkaldte sig den store vision. Siden blev de mange i rækken i den ældste kirke, hvorpå martyriet som kirkelig institution langsomt ebbede ud – men andre udfordrede kætterbålet, som endda Martin Luther gjorde det. Hans anliggende var ham vigtigt – netop livsvigtigt.

Meningen med Jesu offerdød må man overlade til den udmærkede disciplin, der hedder ’dogmatik’, eftertanken over tanken. Betydningen må alle martyrer have påkaldt sig, for ellers havde de nok været bange for deres skind. Men betydningen er ikke nødvendigvis overladt til tanken, den er snarere overladt til følelsen, sanseoplevelsen, billedet, indtrykket – faktisk til det irrationelle. Det irrationelle virker nemlig – gennem alt andet og mere end meningen. Amen.