Søndagens prædiken

dec 24, 2018

Juleaften 24 december 2018

Særligt program.

Lukas 2, 1-14.

Af alle aftener i året er juleaften den store aften – og er det kollektiv, er det for os alle sammen. Og er man udenfor dette fællesskab er det ikke så godt, og der kan være mange og mangeartede grunde til det. Men den kollektive fornemmelse trækker sig vel sammen om familiebegrebet, for det er i meget høj grad familiens aften – og ikke vennernes. Det andet påfaldende træk ved juleaften er, at den er gennemritualiseret i langt de fleste familier, og at det er den yngre generation, der lige præcis er stædig på det punkt. Det skal være, som det altid har været, middagen, legen omkring mandelgaven – eller mandelgaverne – dansen om omkring juletræet, oppyntningen, gaveorgiet. Det hele skal være som sidste år og selvfølgelig igen næste år, fordi glæden ved gensynet, ved smagsoplevelsen, ved julestadsen ikke blot er genkendelsens glæde, men det er også gentagelsens glæde. Denne gennemritualisering af festaftenen har selvfølgelig sine varianter fra familie til familie, men strukturen er trods alt nogenlunde den samme, ligesom juleaftens gudstjeneste i høj grad fungerer som en slags ouverture til aftenen. Salmerne er de samme, programmet og teksterne de samme, musikken ligner, og som det er ouverturens funktion, så åbnes der dermed for aftenens udfoldelse. En festaften, ja, men også en højtidsaften, fordi den er så øm i sit indre – øm omkring den gode jul. Vi vil gerne have den og græder lidt, hvis vi ikke får den. Det skal lykkes. Og deraf nerven, spændtheden.

Det er et Nu. Et stort Nu. Men mens den almindelige talemåde ’at leve i Nu’et’ synes at koble både fortid og fremtid af for et nydelsens øjeblik, og kun kan  tilfredsstille den enkelte, subjektet, så har aftenens Nu en hel anden karakter, fordi dette Nu netop indeholder alle de jul’er, vi har holdt før, og alle de jul’er, som vi skal holde. Dette er selve genkendelsens, og det er meget karakteristisk for denne genkendelse, at den også registrerer alle forskelle. For er der sket et eller andet – mellem glæde og sorg – siden sidste jul, så skal julekærterne nok få gang i erindringen – igen mellem jubel og tårer. Også deraf kommer ømheden, for den historiske bevidsthed vækkes – paradoksalt nok – ved, at man gør nøjagtigt det samme, som man altid har gjort, og vil gøre igen. Tidens ubønhørlige bevægelse registreres netop i kraft af gentagelsen, som tydeliggører forskellen for den menneskelige bevidsthed.

Og dette juleaftens-Nu er egentlig ikke et subjektivt Nu, hvori den enkelte lever – det er i den grad et kollektivt Nu, hvor vi alle lever, og vi lever i festens sammenhæng. I dette Nu mærker vi, oplever vi, tager det hele til os. Livsnerven er på spil. Og min pointe er så, at dette særlige kollektive jule-Nu netop indeholder alt det, som var, alt det, som er, og alt det som kommer. Det samler fortid, nutid og fremtid i ét meget tydeligt, gennemlevet ritual. Dette er festens funktion – ikke nødvendigvis at drikke sig i hegnet, det kan man gøre nytårsaften – men den alvorlige fest, der markerer menneskets betydning i verden, rummer netop perspektivet om fortid, gør det i nutid, og markerer en fremtid.

Dette omfattende Nu, som vi også gennemlever i aften, har faktisk en længere – om end upåagtet – tradition. For det kaldes i den middelalderlige lærdomstradition, den skolastiske, for ’Nunc Stans’, et magtfuldt latinsk udtryk for Det stående Nu. Dette Nu indbefatter det hele, og når man oplever det, er mennesket midt i verden og midt i historien. Betydningstyngden fejler ikke noget som helst, og det er denne værditilskrivning, som aftenens fest gerne skulle give os allesammen. Fornemmelsen af at være ’midt i’, midt i Alt. Thomas Mann, der er min hjemmelsmand i dette stykke som i så meget andet, kalder det ’tidløs nutid’, for i festen smelter fortid og fremtid sammen i sanserne oplevelse af alle tings nærvær. Derfor karakteriserer han også julen sådan: ’Hvert år fødes på ny det verdensfrelsende krybbebarn til Jorden, der er bestemt til at lide, at dø og at fare til himmels.’ Det er Jesus-historien i kort form, og den genfødes hvert år ved juletid – og er en fest. Det, Mann sige, svarer nøjagtig til Shubiduas formulering, om ’Jesusbarnet, der fødes på 2. sal i Magasin du Nord’. Så det er ikke just en fortidig begivenhed vi fejrer, vi fejrer os selv i et guddommeligt lys, for Han fødes i blandt os netop nu og netop i aften som festens genstand.

Så ved denne gudstjenesteouverture er det kirkens kor, der under juleliturgien har gennemspillet rollen som himmelkor, der bryder ud i jubel, og det er os, der skal hjem og gennemspille krybbespillet, fordi den Guds elskelige er iblandt os, hvorfor vi selv er de Guds elskelige. At være Guds-elsket er dog en hædersbetegnelse, og vi er det aften, hvor der sidder engle på taget, og alle julesanser er helt oppe at køre – i den elskedes navn.

Jeg havde nær sagt amen, men gør det om lidt. Jeg vil blot sige, at jeg nu i mange jul har stået for julegudstjenesten her i kirken – de sidste ti år sammen med Erik Norman Svendsen – og det er med vemod, at jeg skal fratræde til foråret. Det er også med vemod, at min familie og jeg skal holde vores sidste jul i tjenesteboligen, som vi med taknemlighed har beboet lige så mange år. Men alt har en ende – og dog. Som jeg gerne har villet sige det i aften, så vender julen trofast tilbage, og så må vi, dens medvidere, tage den, som den kommer og netop registrere fortid, nutid og fremtid i et favntag.

Vi skal nok få en forrygende juleaften. Gør I det samme! Glædelig jul. Amen.