Søndagens prædiken

dec 21, 2018

Livgarden 21 december 2018

Gardere!

Ind under jul vækkes erindringen til live, og skellet mellem sorg og glæde bliver meget tydeligt – egentlig mere end ved nytår, for der går der fest og ballade i helheden, mens julen fastholder den menneskelige følelse på erindringen om, hvad der er sket siden sidste jul. Jeg siger det fordi vi har haft nogle julegudstjenester her i Den Kongelige Livgarde, hvor vi i fællesskab og med sorg har måttet registrere både faldne og sårede i løbet af året – det værste år var vi oppe på fem faldne.

Det er heldigvis ikke tilfældet i år, hvor regimentet har kunnet nøjes med enkelte udsendelser, hvorfor risikoen har været lav. Men der kommer udsendelser igen, og så stiger risikoen. Men sikkerhedsrisikoen er høj, overvågningen er høj, og det er indskrevet i det politiske forlig, at regimentet som enhed årvågent skal deltage i beskyttelsen af alle her i byen, hvilket faktisk er en ny opgave, men en opgave, der gavner helheden. Trusselsbilledet er underlagt frygten for terror, og denne synes blind i sin vilkårlighed.

Men der er én dag i det forløbne år, hvor vi har måttet markere de faldne, nemlig 11. november 2018, som var hundredårsdagen for våbenstilstanden efter 1. verdenskrig. Det officielle Danmark markerer den ikke, for landet fastholdt sin væbnede neutralitet under denne store krig, men de unge sønderjyske mænd blev udskrevet, for hele hertugdømmet Slesvig var tysk fra 1864 til genforeningen i 1920, hvor der kom en ny grænsedragning, som egentlig i mange år efter var et politisk problem. Men omkring 20.000 unge sønderjyder blev indkaldt i de år til tysk krigstjeneste, og heraf faldt mellem 5 og 6000. Så i Sønderjylland/det nordlige Slesvig har man massivt markeret dagen – og gjort det sammen med store dele af resten af Europa. 1. verdenskrig blev kaldt den store krig, for aldrig havde man i kontinentets historie oplevet et sådant blodbad. Det var en stillingskrig, det var en frontkrig, og mens man nok både i Paris og Berlin kunne fortsætte cafélivet, så var det i høj grad de menige soldater, der var ofrene. Der var rigtig mange, og de sønderjyske tabstal er i sig selv sigende. ’Enkelandet’ som det karakteristisk er blevet kaldt i en bogtitel om vilkårene for disse sønderjyske familier, hvor kun få husstande ikke blev berørt.

Der er ikke så mange monumenter her i landet fra denne krig, men et af dem ligger lige her uden for kirkedøren i græsplænen. ’Én af de mange hedder den’, er lavet af billedhuggeren Ausa Hofmann-Bang og er en voldsom fordrejet død soldat i sten – og mange forbipasserende lægger mærke til den, for skulpturen er ikke symbolsk, men realistisk i sin tydelighed.

Forskellen mellem 1. og 2. verdenskrig er i høj grad, at de civile tabstal blev enorme under den anden krig både på grund af forfølgelser og af bombninger fra luften, en krigsførelse, der ikke var opfundet endnu under den første krig. Massegrave og udslettelser førte den anden krig med sig, og vi kan vist her i Europa være taknemlige for, at ’den kolde krig’ ikke åbnede for en ny storkrig, om end det var tæt på – men at vi faktisk har levet i fred siden 1945, at den europæiske forsoning er trådt karakter og – vil jeg mene – kollektivt har opnået en bevidsthed om, at krig kan være altødelæggende, hvorfor alle gode kræfter må slå sig sammen om at undgå den.

Og det er vel også det, vi har det danske forsvar til, og her véd I som jeg, at de danske soldater – netop også på mission ude i brændpunkterne – har været meget, meget dygtige til at kombinere den militære indsats med den civile. Man har virkelig prøvet – i eks-Jugoslavien, i Irak og i Afghanistan – at demontere truslerne, og netop dette forhold ligger i tråd med de nye opgaver Livgarden får til, sammen med politiet, at undgå trusler, vold, ødelæggelse herhjemme. Så måske er den moderne danske soldat ikke længere ’oplært’ til krig, men oplært til at undgå den med fast hånd. Den store tyske forfatter Thomas Mann siger et sted, at ’Guds fred har faste hænder’, og hermed mener han selvfølgelig, at man ikke kan lalle sig til fredelige tilstande, men at man må bekæmpe dem, som af forskellige grunde vil andre til livs. Så engang – det er snart lang tid siden – var Hæren en krigsmaskine; den er blevet en beskyttelsesmaskine for at bevare freden.

At det må forblive sådan er da et juleønske. Og netop ikke bare et nytårsønske. For i modsætning til det håbefulde nytår, som er rimelig gratis, så bevarer julen evnen til at kombinere fred og ufred, glæde og sorg, barnejubel og barnegråd, voksenfornøjelsen og gammelmandssorgen. I julelysenes skær bliver alt netop tydeligt, vi pynter verden op, så den ikke ligner sig selv, vi slår armene ud og er gavegenerøse, så den almindelige påholdenhed må undre sig – og det hele handler om, at julefreden må sænke sig over vores eget liv, familiens liv, vore kæres liv. Og skal jeg tage munden fuld: Over verdens liv.

Det er i hvert fald et fromt ønske. Og fromhed er ikke salvelsesfuldhed, fromhed er nærvær – at mennesket er intenst til stede. Og det kan det kun være, hvis det kender splittet mellem fred og ufred, hygge og uhygge, glæde og sorg, tugt og utugt, fasthed og sløseri, fest og kedsommelighed – og jeg kunne blive ved. Vi lever alle i denne dobbelthed, og den bliver meget tydelig ind under jul, fordi alle sammen og kollektivt ønsker den gode jul og ikke den dårlige jul, fredens jul og ikke ufredens jul. Så den gode Gud har gjort det godt for os – at vi én gang om året kan fejre os selv som gudbenådede mennesker, der har del i den helt store sammenhæng. Sammenhængen er egentlig, at vi genkender det hele – hvorfor den traditionelle indledning til juleevangeliet: ’Og det skete i de dage’ erstattes med en præsensform: ’Og det sker i disse dage’, for Guds fred fødes imellem os som det spæde barn. Så bliver verden blød og ikke hårdkogt.

Fødselsscenen er således julens inderste fred, og selv om der nok er rejst et kors i Hans krybbe, så skal det ikke hindre os i at deltage i glæden og det himmelske jubelråb. For det er den samme dobbelthed, som vi kender fra os selv. At kende noget er nemlig at genkende noget, og så er nærværet der på stedet.

Så, gardere, glædelig jul jer alle og tak for indsatsen i år.  Amen.