Søndagens prædiken

dec 16, 2018

3 advent 16. december 2018

71, 103, 115 – 86, 85, 129

Mattæus 11, 2-10.

Hovedaktøren i adventsperioden de sidste søndage før jul er oplagt Johannes Døber, en af de mere skæve og interessante personer i det bibelske persongalleri – også fordi man kender ham fra andre indirekte kilder end den bibelske tekst. Og så bør man selvfølgelig som kirkeinteresseret altid være sig bevidst om, at de bibelske tekster er forkyndelses-tekster og som sådan tendentiøse. De registrerer ikke kun bare, de vil deres hører eller læser noget. De vil simpelthen påvirke og har dermed også en religiøst-politisk-ideologisk snitflade. Dette være sagt i redelighedens navn.

For hvis man læser denne tekst og kan læse blot en smule indenad, så er det ikke svært at høre det kritiske tonefald i den store Johannes Døbers spørgsmål til vores kirkes herre, Jesus af Nazareth, Guds søn: ’Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?’ Er du en narrehat eller er du Messias, forløseren? At evangelisten gengiver spørgsmål er faktisk et tegn på redelighed, for mange andre steder i den bibelske tekst optræder Johannes Døber som den underdanigt forkyndende og den profetisk henvisende til Jesu person.

Mens man i historisk-kritisk forstand kan rejse tvivl om Jesu person og blotte eksistens, fordi vi ikke har andre kilder til Ham end netop de bibelsk-ideologiske, så kan den historiske forskning påvise, at der har været en døber-bevægelse i perioden, og at den tillægges navnet Johannes. Og vanddåben har vi reverenter talt fra Johannes Døber, der om end ikke introducerede denne vandceremoni – for den er nok ældre – så udviklede den i kombination med en voldsom renselses-forkyndelse, som har understreget kombinationen af fysisk og åndelig renhed. Men denne Døber-bevægelse har historisk set antagelig været sin egen og kan kun med et effektivt førergreb indrangeres som en forløber-bevægelse til Jesus-bevægelsen. Men det er altså også det, der sker i de bibelske tekster, for bortset fra evangelisten Mattæus’ redelige gengivelse af et kritisk spørgsmål, så er Døberen i ekstrem grad blevet gjort til forløberen, der forkynder Guds ankomst i menneskeskikkelse, hvilket netop er hans berettigelse inde i adventsmønsteret.

Udtrykket ’den, der kommer’ må henvise til den generelle Messias-forventning, som prægede det senjødiske samfund. Det var en forventning, der var opbygget over århundreder på grundlag af interne stridigheder, politisk svaghed – også internationalt – og så en nostalgisk drøm om at se Davidsriget genopstå som en anden fugl Fønix af asken. Så Davidssønnen skal komme, genrejse og forløse Israel. Er du så manden, eller skal vi vente en anden? I sit svar opruller Jesus sine underværker – og det er smukt formuleret i nutid fra dengang: ’Fortæl Johannes, hvad I hører og ser’, og så henviser Jesus til sine undere og kraftige gerninger. Det skorter ikke på effekten af Guds Søns nærvær. Men lad den stå lidt – jeg skal lige ad en anden vej, nemlig omkring profettraditionen.

Denne er bedst kendt fra profetlitteraturen i Det gamle Testamente, forstået som de skriftlige profeter med Esajas i spidsen. Denne litteratur er karakteriseret ved at være en ætsende kritik af samfundsforholdene på Guds vegne. Profeten taler Guds Ord, fingrene bliver ikke lagt imellem, og kodeordet er retfærdighed eller retfærd. Kritikken er ikke til at tage fejl af og er formet som et åbent opråb. Fyrsterne og den herskende klasse brød sig selvsagt ikke om denne kritiske påståelighed om den moralske sandhed, hvorfor de rigtige profeter da også gennemgående blev bu’et ud, hængt og brændt. Det var et ufarligt job at være profet, hvis man var eftersnakker, et farligt job, hvis man var kritiker – og funktionen genkendes i det internationale journalistmiljø i dag. En del får kniven. Johannes Døber hører til i samme tradition, for hans samtidskritik havde samme model – og typisk nok blev han fængslet på dette grundlag. Kong Herodes syntes nu nok, at han var så interessant en person, at han gerne opsøgte ham i dennes celle, men dronningen kunne ikke hurtigt nok komme af med ham – og så er jeg Salomes berømte dans. Den unge pige danser så smukt og forførende, at kongen bliver helt alterneret og lover hende ethvert ønske opfyldt. Da hun spørger sin mor, dronningen, kommer ønsket prompte: Johannes Døbers hoved på et fad. Kongen må give sig, bødlerne går i fangekælderen, og hovedet bliver serveret på et fad i den store gildessal – dette fortalt efter evangelisten Markus. Johannes Døber er – krop og hoved - ifølge traditionen lagt til hvile i den store relikviesarkofag, der står midt i Johannes Døber katadralen i Damaskus, som siden blev til Ummayade-moskeen, og i den tidlige middelalder havde muslimerne ikke noget problem med at holde fredagsbøn i den ene ende af rummet, mens de kristne holdt deres søndagsgudstjeneste i den anden ende.

Jesus ståri samme tradition. Hans kritik af de gældende Moselov-normer havde samme effekt på den ledende klasse, hvorfor også Han blev henrettet ved første givne og belejlige anledning. Og dén historie skal jeg ikke gentage her.

Men der er også en anden facet af profettraditionen, som normalt ikke er så tydelig. Og det er henvisningen. Profeten opbygger en autoritet ved at henvise til noget andet og større end sig selv. Blandt de tydeligste af denne type profeter er lovgiveren og anføreren Moses, der under henvisning til Gud fører jødefolket ud af Egypten, exodus, og udsteder Guds Lov. Ifølge de bibelske tekster er det Gud, der handler dramatisk med Moses som et medie, men ifølge Thomas Mann er det Moses, der både som politiker og lovgiver handler under henvisning til Gud, som i denne sammenhæng bliver til en projektion.

En profetskikkelse, der ligner Moses meget, er profeten Muhammed, for han henviser også til de åbenbaringer, han har fået af Gud ved ærkeenglen Gabriels mellemkomst, og også hos ham bliver hensigten at forme og lede folket efter Guds vilje. Både Moses og Muhammed optræder faktisk som åndspolitiske skikkelser, der under henvisning til Gud vil lede og styre. Det er og har ikke været uden historisk effekt, mildt sagt.

Men Johannes Døber gør det ikke. Han er nok profetisk-aggressiv, men han er afventende – og får det svar, at Gud er ankommet. Hvordan han har reageret, melder teksterne ikke noget om. Men Johannes Døbers funktion i de bibelske tekster er netop at henvise til Gud i Jesu skikkelse, og herved markeres forskellen på profeten og frelseren. Profeten retleder, fører og styrer – med større eller mindre held, for han er grundlæggende en politisk skikkelse – mens frelseren lader dét ske, som er løfternes opfyldelse – den menneskelige længsels opfyldelse: At ’blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, døve hører og at døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige’. Det er simpelthen billedet af den ny verden, som her rulles op, er søgt gengivet i evangeliernes beretninger om Jesu virke på jord, og som tegn forventer denne tegnsætning og fortælling en forløsning på jordens liv engang. Så er Gud er ankommet. Og den kan ikke forbedres gennem profetisk-moralske tiltag. Men den er elsket, som den er.

Og når vi gennemlever advent og jul, så mener jeg, at det er samme fornemmelse, vi søger. At varmen, glæden, nærværet, samværet uden den mindste mentale anstrengelse sætter frugt i vores sammenhænge. Vi arbejder godt nok på sagen, men juleglæden kan ikke tvinges frem, den kan ikke orkestreres til virkningsfuldhed, men oplever man den, står mennesket tilbage med stor taknemlighed over det kærtegn julen er, over Guds nærvær og vores medmenneskers overstrømmende varme.

Den gode jul er Guds overflødighedshorn, og man kan kun blive taknemlig over for dette under. Amen.