Søndagens prædiken

dec 2, 2018

1 advent

74, 83, 84 – 78, 85, 80.

Mattæus 21, 1-9.

Prædiketeksten til denne første søndag i advent er forunderligt nok en påsketekst, indtoget i Jerusalem fra Palmesøndag, og synes således ikke just at være nogen advents- eller juletekst, om end den store julefestmåned hermed er over os. Det kræver en kommentar, hvis man da ikke er garvet kirkegænger og kan sine tekstrækker. Og vi er endda ovre i første tekstrække, fordi vi er på vej ind i et ulige årstal, 2019. Men valget af Palmesøndagsteksten er urgammelt, da første tekstrække er udformet i oldkirkens dage, og hvis I lægger mærke til det, kredser en række klassiske adventssalmer netop omkring indtoget i Jerusalem, også kaldet Zion efter tempelbjerget. Hvorfor dette påskezion til advent? Der er ikke noget fast svar på spørgsmålet, men dette motiv, at ’Herren kommer’ eller at ’den ærens konge drager ind’ kan med en mild allegorisk tolkning netop beskrive ankomstmotivet, som er hovedstykket i adventsperioden, for advent betyder simpelthen ’ankomst’. Men det er karakteristisk for tekstvalget denne og de kommende søndage, at Han kommer – Herren kommer – i meget forskellige skikkelser. Og brugen af indtogsscenen markerer vel, at Guds frelse ikke kan begrænses til julebarnet, men først får sin egentlige betydning ved, at Guds søn skal lide og dø for dernæst at opstå fra de døde. Så har vi fået hele kirkeårets fortælleessens ind i dagens tekstvalg. Eller som Martin Luther engang skal have udtrykt det: ’Husk, der er rejst et kors i Hans krybbe’. Det hele er til stede på én gang. Men – indrømmet – det kan jo nok genere nissesindet med en sådan påmindelse, som kan udlægges som en pædagogisk løftet pegefinger, inden vi kommer for godt i gang med julen og al dens ’trængsel og alarm’. Påmindelsen kan også udlægges som en dogmatisk belæring om den rette tro, inden nissesindet overtager, og det bliver det ikke bedre af. Undskyld mig.

Men der er et træk ved disse Zions-salmer, hvis jeg må kalde dem det, der er påfaldende. Den kendteste er nok ’Gør døren høj, gør porten vid!’ For i den og disse salmer kommer Han ’dragende’, ikke nødvendigvis ind i Jerusalem, men ind i hjertet: ’Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig!’ Denne indladning i hjertet er faktisk det gennemgående motiv i rigtig mange adventssalmer. Ankomsten til menneskets hjerte. Formuleringerne er følsomme, og de er inderlige, som er et ofte brugt ord for den religiøse optagethed. Motivet har nok sin åndshistoriske grund i flere forhold, som jeg vil prøve at ridse op.

For det første kan det forstås som den inderliggørelse af kristendommen, som var de store vækkelsers ærinde helt fra pietisternes tid tilbage i 1600-tallet og så århundrederne frem. Inderliggørelsen er den personlige omvendelse eller den personlige indoptagelse af Guds sandhed og kærlighed i Kristusskikkelsen. Inderliggørelsen er altid subjektiv, for det er individet, der afgør sig. Al moderne religiøsitet har dette træk, for tror du – eller tror du ikke? Tror jeg eller tror jeg ikke? At verdensanskuelsen, også i religiøs forstand, er skredet fra at forstås som en objektiv sandhed og til en subjektiv sandhed, er selveste moderniteten. I middelalderen var sandheden objektivt indeholdt i kirken og dens sakramenter, forstået som Guds fysiske nærvær, for reformatorerne var det høj grad den rette lære, som objektivt satte den rette moralske og åndelige norm – men ud af den store reformation kom forestillingen om, at ethvert menneske stod lige for sin Gud, hvorfor ingen institution kunne tage monopol på guddommen. Med denne lighed kom også friheden – friheden til at vælge til eller vælge fra, tilslutte sig eller fornægte. Denne frihed har siden 1600-tallet langsomt men sikkert gennemsyret det åndelige, det politiske og det sociale system i et effektivt nedbrud af autoriteten. Mennesket fik retten til at vælge – religiøst, politisk og socialt. Det er et helt grundlæggende træk ved den moderne verden i forhold til tidligere, hvor normsystemerne var langt mere fastlåste. De var Gudgivne, og det er nok det afgørende.  At rokke ved dem var en kamp, også blodig.

Denne moderne religiøsitet, som er nogle hundrede år gammel, have sine tilvalg og sine fravalg. Om Herren kom dragende ind i hjertet, blev den enkeltes tilslutning eller afvisning efter den personlige tros model. Og denne individualisering af kristentroen får sit fysiske og demokratiske udtryk i kampagner, i medlemstællinger, i rivaliseringer – kort sagt alt sammen politisk-demokratisk.

Men denne inderliggørelse af Åndsføden – for nu at sige det sådan – havde også en anden side. For for den ældre kristendom var der ingen tvivl om, at mennesket var et dobbeltvæsen, nok skabt som Guds gode skabning, men også forgiftet af synden, hvorfor ondt og godt måtte strides inde i den menneskelige natur. Denne dobbelthed er klart et bevidsthedsproblem og kan antage en ubehagelig karakter. Så da moderniteten kollektiv sagde farvel til den offentlige religiøsitet og den enkelte nok skulle bestemme, kom menneskesynet i fokus. Og her er det arven fra 1700-tallets oplysningstænkning, at mennesket er godt og ondskaben en beklagelig misforståelse, som kunne oplyses og således moralsk retledes. Forude lå Utopia i verdslig forstand og Guds rige i kristen forstand.

For så vidt jeg kan se, så følger både den verdslige og den teologiske tænkning samme ideale forestilling i moderne tid. Den religiøse tænkning forsager Djævlen og forkynder Guds godhed, fordi mennesket er godt – mens virkeligheden er noget blakket. Den verdslige tænkning hævder det humane, det moralske og det demokratiske for – om muligt – at stampe mod virkelighedens brod. Og netop fordi virkeligheden er dobbelt og splittet ad i en skelnen mellem godt og ondt, får megen moderne, filosofisk tænkning et fortvivlelsens drag. Alle moralske tiltag falder til gulvet, og en tysk filosof som Arthur Schopenhauer, som ikke er religiøs, præsenterer et menneskesyn, som er ekstremt negativt, for mennesket vil leve, og det vil ikke mindre overleve – og så ryger alle hensyn. Den psykologiske skole med Freud i spidsen har nærmest samme pointe, for med opdagelsen af Det Ubevidste er mennesket i sine drifters vold, hvorfor disse verdslige skoler egentlig blot bekræfter Paulus’ enkle udsagn om ’ at det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, mens det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’.

Og her vil jeg så gerne føre Thomas Mann i marken. Han er moderne, han er agnostiker, men han anerkender til fulde tilværelsens dobbelthed. Så godt og ondt er altid, og det vi mennesker gør, er at iscenesætte dette moralske drama i et mytisk mønster – og dermed forstår et gentagelses- og genkendelsesmønster. Det, som var, er, og det, som er, kommer, og er og bliver det samme. Så om julen er han ikke i tvivl: Vi fejrer ikke en eller anden fortidig begivenhed endsige tror på dens betydning, nej, vi etablerer lysets komme i mørket, det godes mesterlige overhånd over det ondes snigløb, varmens velsignelse over for kuldens forbandelse – kort sagt: Hvert år vender vi tilbage for at fejre, at det menneskelige også har denne side – godheden, varmen, lyset, glæden, nærværet, og vi gør det i protest mod mørket, mod snigende ondskab, mod kulden, mod død.

Dette er advent: At deltage i dette mytiske mønster, hvor vi alle sammen er os bevidste, at vi gennemlever livsdramaet mellem disse voldsomme ekstremer. Så det kan ikke undre, at julefesten er en begivenhedsrække, som er voldsomt følelsesbetonet. Litterært set sidder følelsen i hjertet, men den sidder snarere i maven som en fornemmelsessag – bare Han rider ind som lysets Gud over for alle mørkets kræfter. Så er jeg med – men erkender, at dobbeltheden består. Forløsningen? – det bliver først i Guds rige. Men det kommer. Det bliver i morgen. Også næste år. Amen.