Søndagens prædiken

okt 28, 2018

22 trin 28 oktober 2018

743, 448, dåb, 674 – 561, 473, 731.

Mattæus 18,1-14.

Børnene er klart i centrum i denne tekst, og de bliver nærmest fremhævet som de uskyldige små. Jeg er grundlæggende ikke så sikker på denne påstand, for det forekommer mig forsimplet at sige, at de små er de uskyldige, mens de store er de skyldige. Men det jeg mener, at man kan sige om børn, er, at de er spontane, umiddelbare, direkte, men at det går af dem, efterhånden som de vokser til. At spontaniteten smuldrer til fordel for en vis beregning, at umiddelbarheden bliver til en middelbarhed, og at det direkte omsættes til en indirektethed – hvis det ord eksisterer. Så hvis jeg kan min arvesyndslære, så er børnene født ind i en verden, der ikke fritager nogle, men som skelner mellem skyld og uskyld, og at læringen i høj grad er at begå sig i den voksne verden, som kender skylden.

Men hvad er så forargelse, som er tekstens gennemgående begreb i den gamle oversættelse – og ikke bringe til fald? Hvad er fald? Det er sprogligt upræcist. Men man bliver altid forarget over noget, hvorfor begrebet har et objekt. Og det er vel at blive vred over noget, se noget som slet eller ondt eller forkert – og ikke mindst bliver følelsesmæssigt ramt heraf. Forargelsen er en pinagtig følelse, normalt provokeret af ydre forhold. Men teksten kender også til forargelsen over sig selv. Og billederne herpå er lidt voldsomme, for det koster både hænder og fødder og øjne, hvis det læses meget bogstaveligt. Men faktisk er der folk, især yngre, der lemlæster sig selv, hvilket klart rubriceres som psykisk sygelighed. Selvlemlæstelse forekommer faktisk, ligesom selvmordet er en ultimativ, forræderisk og forfærdende oplevelse for de involverede. Men sagen er vel, at man bliver så vred på sig selv, at man gør ondt på sig selv. Der er tale om en selvforargelse. Og den følelse må være forbundet med skam, som netop ikke har noget ydre objekt, men er en følelse, der vender indad.

Og her må det være vigtigt at skelne mellem skyld og skam. For skyld har nemlig normalt også et objekt – man er skyldig over for nogen eller noget – hvorfor forholdet i princippet kan repareres i form af soning, kombineret med tilgivelse, eller erstatningshandlinger, som bringer den mellemenneskelige ligevægt i orden igen. Skylden kan forhandles. Det kan skam ikke, for den er introvert og kan ikke behandles. Om den er begrundet, er en anden snak, for den, der kender skamfølelsen, ser sig selv som selv-idiot og selv-knuser – også uden grund. For skam overvælder indefra, om end der kan være ydre uafvidende omstændigheder til stede. Dette objekt-subjekt forhold kandes også fra begrebsparret frygt og angst. Frygt er ekstrovert, angst er introvert.

Og så til det tredje afgørende element i teksten. Hvad betyder det ’at gå ind til livet’ og blive ’kastet i den evige ild eller Helvedes luer’? Jeg er helt klar over, at udtrykkene decideret associerer til den middelalderlige forestillingsverden, som både sprogligt og mentalt er virksom for vores verdensopfattelse – undskyld jeg siger det, men det er rigtigt i hvert fald i splittet mellem fortjeneste og straf – men sagen er vel, at hvis du lider under skamfølelsen og tager de fysiske konsekvenser af den, så er du eller jeg allerede i helvede – og der findes faktisk en del helveder på jord fysiske som psykiske. Så det er næppe et fremtidsscenarie, selv om den verbale form i teksten er futurum. Det er snarere en konstatering af lidelse. Omvendt er dette ’at gå ind til livet’ næppe et scenarie over for de himmelske lyksaligheder men en metafor for at være indenfor, være inde i den menneskelige varmes nærvær og fuldstændig i balance. Det er i sig selv himlen på jord.

Men der må være en pointe ved, at evangelisten Mattæus lader Jesus stille børnene op over for de voksne som en slags konfliktstof. Og det bør her bemærkes, at det da vist er første gang i verdenslitteraturen, at børnene i evangelierne får deres egen særegne plads inden for den menneskelige tilværelse. Ellers spiller de i sig selv ingen rolle, men er blot ufærdige voksne. De tages først alvorligt, når de er blevet voksne. Så hvis jeg må fortolke på det, vil jeg referere til den mærkværdige erfaring, at børnene ofte udgør en provokation for den voksne verden. Helt banalt: Jeg har jævnligt oplevet buschauffører fuldstændig uberettiget snerre ad børn. Hvorfor? Børnene har næppe gjort så meget. Og hvorfor kommer de til at tirre denne mand bag rattet uden at ville det og ganske uafvidende?

Sagen er vel, at de uskyldige små på et ubevidst plan vækker skylden hos den voksne. Ikke fordi den voksne har gjort noget – måske gør han det så alligevel – men fordi spontaniteten udfordrer beregningen, det umiddelbare det middelbare, det oprindelige det erfaringstunge – der er en lethed over børn, som optræder naturligt, som provokerer den kulturlighed, som er erfaringens. Eller sagt med en digtsamling af den aldrende Halfdan Rasmussen, der hed ’Fremtiden er forbi’, og som man passende kunne forestille sig havende dette modstykke ’Fremtiden er til’. Derfor må man kunne sige det sådan, at børnene udstiller de voksnes alder, mens de voksne kan synes det meget irriterende, at disse unge mennesker har fremtiden på deres side og frækheden til det.

Og i denne ubevidste følelsesudladning dukker følelsen op, som ofte bliver til en forargelsens udladning om henholdsvis ’vor tids ungdom som håbløs’ – og så går generaliseringerne i gang – eller ’de gamle er idioter’ – og så er alle over 40 skåret over en kam. Den slags fremmer ikke just forståelsen. Men omvendt skal det netop også siges, at der ofte er en særegen alliance mellem den unge og den gamle, et direkte tillidsforhold, som må skyldes, at den unge med en vis imponerethed ser tidens vælde, tidens omfang, aftrykt og udtrykt hos den gamle, mens den gamle med fortrøstning i den unge ser, at tiden går videre, og at stafetten er virksom, hvorfor den gamle har mere ro til at stå af, for der simpelthen en mental og fysisk arvefølge til stede. her forarges ingen på nogen som helst, men samhørigheden tildeler hver sin rolle med deraf følgende respekt.

Teksten indrømmer egentlig blankt, at forargelserne er til, men vé det menneske, der iscenesætter forargelsen og fører til fald. Så jeg har grumme lyst til at udbygge den evangeliske slutscene med hyrden, der har sine hundrede får og mister ét, hvilket i sig selv er en meget smuk scene, der er afbilledet rigtig mange gange. Men altså: Hvis jeg skal vende tilbage til min buschauffør, der uden grund har snerret ad de små, så kan man jo forestille sig, at den lille, dybt forskræmt, flygter ud af bussens indgangsparti og løber ud på vejen med risiko for liv og lemmer, for der er cyklister og biler nok, og børn kan optræde som vildfarne får. Hvis nu buschaufføren tager sig i det og erkender miseren, så lader han bussen med de 99 får stå stille og i tomgang, mens han selv stæser af sted for at få fat på barnet, inden der sker noget, og således få det op i bussen igen. Hvem bliver her forarget? Det gør de 99 får oppe i bussen, for de ser på uret, på deres aftaler og stressniveau, og de bander chaufføren til fald – mens bilerne bag ved dytter og trafikken går i stå. Den slags er ikke populært. Så forargelserne kommer, men de skal vurderes på en vægt, der er fintfølende. For nogle i bussen har nok set og erkendt, hvad der foregik, og finder chaufførens handlemåde mere end berettiget, ja moralsk nødvendig, mens andre vil være dybt ligeglade og bander over, at de ikke når frem til tiden. Men er chaufføren glad, når han fik halet barnet op i bussen igen? Ja, selvfølgelig, for han vidste med sit hjerte, at han handlede rigtigt, og så må han æde de andre passagerers forargelse i sig. For man må ikke ringeagte de små, også selv om de måske ikke umiddelbart gør, som man siger og forventer. For de har Guds engle med sig – og det er det smukke ved denne selvdestruktionens tekst. Amen.