Søndagens prædiken

sep 23, 2018

17 trin 23 september 2018

754, 300, 392 – 376, 473, 731.

Markus 2,14-22.

En hel del af de nytestamentlige tekster er ikke just éntydige, og det er dagens tekst heller ikke. Men der er i hvert fald disse elementer i den: En kaldstanke – at blive kaldt på – en skelnen mellem retfærdige og syndere og så problemet med faste. Det sidste først: Hvad er faste? For den findes i flere udgaver. Den medicinske faste er en momentvis total afholdenhed fra mad og drikke – højst vandet til tandbørstning. Denne faste kan have sine grunde. Men samtidigt kan mennesker lejlighedsvis eller periodevis holde sig fra dette eller hint – altså faste i forhold til noget - og bevæggrundene kan være mange og mangeartede. I vores moderne tid er dette at faste noget ikke ualmindeligt og ofte forbundet med livsstil og moralsk stillingtagen – også helt generelt som fx klodens overlevelse. Men i dagens tekst er faste forbundet med religiøs adfærd. Jeg kender oprigtig talt ikke de jødiske fasteregler, men jeg har en fornemmelse af de katolske, hvor man – generelt set – om fredagen og i fasteperioden før påske forsager kød men dog spiser fisk. I hvert fald: Ugevis eller periodevist ’spæger man sit kød’ – man holder det nede - for nu at bruge et ældre dansk udtryk. Der er nok grundlæggende tale om en lejlighedsvis afdæmpning af forbruget, netop også det moderne kød, og det kan jo mentalt og kollektivt set være udmærket. Så står fasten over for festens overflødighedshorn, og det gør det også i dagens tekst mellem hentydningen til bryllupsfesten og vel det daglige liv. Det er forskel på højtid og lavtid.

Men så dukker der jo indirekte et andet motiv op, nemlig mellem flere grupperinger af disciple, hvor – igen indirekte – fastens problem omtales. Og disse grupperinger kunne måske være et spor at forfølge. I teksten er Levi, Alfæus’ søn, netop kaldet til at være discipel, og så dukker – igen indirekte – diskussionen om fasteoverholdelsen op mellem Jesu disciple, Johannes’ disciple – det må være Johannes Døbers disciple - og så endda farisæernes disciple. Vi er kort sagt inde på det fænomen, der hedder mester og lærlinge, lærer og elever, guru og følgere – kald det bare en mesterlære med et godt gammelt og fredsommeligt håndværkerudtryk.

Men denne – må man sige – åndelige mesterlære findes overalt på kloden og har historisk set meget dybe rødder og er en form for søgende religiøsitet eller spiritualitet, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med i vores forstand traditionel religionsudøvelse. Denne mesterlære er og har været meget udbredt i den buddhistiske og kinesiske del af verden, i den hinduistiske og i den semitiske, og dette sidste fremgår af dagens tekst. Det er gennemgående en mesterlære, hvor disciplene møjsommeligt tilegner sig den lærdom og den indsigt, som mesteren måtte have i åndelige sager – og antyder dermed også et voldsomt afhængighedsforhold, hvor én er lærer, og andre bliver belært. Selve princippet er ikke så udbredt i vores kristne tradition, men det er til stede og giver sig forskellige udtryk. Men specielt fra Amerika véd vi, at der er og har været sekteriske grupperinger med stærke karismatiske ledere, der har drevet folk til selvmord og undergang, ligesom jeg selv er bekendt med helt enkle personkombinationer, hvor én er overhund, og den anden er underhund – altså en dominans, der ikke giver frihed fra sig, kun følgagtighed og uselvstændighed.

Men skal man tage dagens tekst på ordet, så er der her præsenteret tre grupperinger af disciple, der alle følger deres mesters bud – her om fasteoverholdelse. På det punkt skiller Jesus af Nazareth sig selvfølgelig ud, for Hans kritik af den gængse lovoverholdelse og religiøse praksis i datiden er en rød tråd gennem evangelierne, og Hans tilstedeværelse er snarere en fest – men derfor er Han alligevel mesteren eller guruen, for Levi, Alfæus’ søn, og så mange andre følger Ham som netop disciple i forhold til en sådan. Og skal jeg med henvisning til bibelteksten skrue op for samme blus, så er dåbs- eller missionsbefalingen fra slutningen af Matthæusevangeliet nærmest en skabelon for det vildt avancerede guruforhold. For her har Jesus ’al magt i himmel og på jord’, hvorfor der er skruet op for de åndelige ambitioner, og vi skal gøre alle folkeslagene til ’Hans disciple’ – noget af en mundfuld må man sige – og vi skal som sådan også overholde ’alle de befalinger’, som Han har givet os. Og hvilke er så de? Alle og hvilke? Det er guru-tale af reneste vand, hvis jeg må være så fri.

Nu skulle jeg mene, at alle guru-bevægelser simpelthen dør med deres ledere. Når karismatikken er væk, spredes tilhængerne – sikkert ofte med sorg, for sammenhængen og varmen, der var orkestreret af ledelsesfiguren, er ikke mere, og så går bevægelsen i opløsning og den enkelte parthavers mentale ensomhed bliver en konsekvens. Således gik Johannes Døber bevægelsen også til, da han var blevet henrettet ved en hofintrige, mens det farisæiske parti, som netop ikke var ledet af én person, blev normdannende for den jødiske diaspora, hvor det gjaldt om mental overlevelse i alle mulige fremmede sammenhænge i kraft overholdelse af jødisk måde og ritual. Det var ikke en guru-bevægelse men et værdipolitisk parti uafhængigt af de politiske omstændigheder men med identitetsoverlevelsen som mål. Så var Jesus-bevægelsen en gurubevægelse. Både ja og nej. I samtiden synes der at have været stridigheder mellem Johannes’ disciple og Jesu disciple, hvilket teksten til i dag også antyder. Men det var Jesus-bevægelsen, der ovelevede og blev til den vidtstrakte kristne civilisation. Hvorfor? Ja, fordi Han ikke bare var en guru men var Guds Søn.

Men først bør jeg lige aflive Jesus som guruen. For de fleste vil sige, at Hans befalinger var at elske sin Gud og sin næste – det er så den korte form. Men det var og er der altså ikke noget nyt i, for det lå implicit i den jødiske tradition og er egentlig en almen erkendelse i erkendelsen af Guds majestæt og næstens nærvær. Men min pointe i denne sammenhæng er nok, at den kristne trosbekendelse overhovedet ikke beskæftiger sig med guru-Jesus’ befalinger endsige lære. En sådan nævnes ikke, og denne for kristenheden centrale tekst bevæger sig direkte fra Hans underfulde fødsel og til Hans lidelseshistorie, død og opstandelse. Hvad der måtte ligge imellem, er troen uvedkommende, for det er selve Hans begivenheder, der har vægt og er frelsestegn – ikke Hans meninger.

Så min bedømmelse er nok, at den lille jødekristne menighed efter Hans død var henvist til guru-døden, hvis det ikke var for Paulus og vel også Peter. Men sagen er, at Paulus løfter Hans i samtiden helt banale død op i et universelt regi som en fortolkning af denne død som en Guds offer- og frelseshandling over for menneskeslægten – mindre kan ikke gøre det. Derfor er Jesu lære, Hans befalinger og Hans meninger i princippet fuldstændigt ligegyldige. For i Paulus’ optik var Han den Opstandne, Himmelkongen, Han, der var udpeget til at ’dømme levende og døde’ og hvis barmhjertighed enhver synder måtte ty til – for ingen af os er de retfærdige, men vi er de brådne og har brug for Guds kærlighed i Jesus Kristus. Og kun dér er den at finde. Basta – jeg havde nær sat amen, men det gør jeg lige om lidt.

For jeg skal lige have det dobbelte kærlighedsbud med som Jesu befaling, som om man kunne befale at elske, hvilket man faktisk ikke kan. Man kan højst henstille og løfte den moralske pegefinger. Buddet er at elske og ære – og til æren hører respekten, frygten for at miste, anerkendelsen af den anden, den behørige afstand, der lader den anden være – kort sagt det respektfulde men tætte nærvær. I vores tradition kalder man det ’ærefrygt’, og det dækker forholdet mellem mennesker og det gælder forholdet til Gud.

Gudsforholdet og menneskeforholdet er faktisk analogt. Det er lige. Og det er personligt og således følelsestungt. Det er den levende Guds tale – og så må I selv om, hvorvidt I vil faste eller lave andre lignende øvelser. Jesus mente øjensynligt, at Hans nærvær var nok – og det er det jo også for os som Hans menighed. Amen.